Kantslag består av 15 små noveller. Gjennomgående temaer for novellene er forholdet mellom kjønnene, og mellom voksne og barn. Ofte ligger det noe usagt gjemt mellom karakterene og mellom linjene. Fellestrekk for flere av novellesamlingens personer er at de bærer på dystre hemmeligheter eller skjuler noe for omverdenen. Dorthe Nors ble, på samme måte som Knausgård, en uventet suksess for det amerikanske forlaget da hun ble utgitt i USA.

Bag denne samling umiddelbart ubetydelige bagateller gemmer sig en række fine portrætter af ensomme, kantede eksistenser. Menneskeskæbner som passerer lydløst forbi eller støder ind i hinanden, tilfældigt eller tvungent. Alle er de ensomme og rastløse. For eksempel kvinden i titelnovellen, som kigger på sin voldelige mand, der ligger stille ’i en blanding af blod og dyne.’ Eller den misantropiske jeg-fortæller, som undgår hejrerne i Frederiksberg Have: ’Jeg vil ikke fodre fugle, og hvis man endelig skal fodre fugle, så burde man gøre det i Frederiksberg Have.’ Det er dog ikke i alle novellerne, Nors lader håbløsheden herske. Af eksempler på en mere morsom og grotesk stil, kan nævnes den Nietzsche-begejstrede, narcissistiske buddhist, som får storhedsvanvid. Eller den absurde åbningstekst (som ikke er en egentlig del af novellesamlingen), hvor katte tæsker hunde – morgen, middag og aften. Dyr indtager i det hele taget en særlig, men ikke altid entydig, position i novellesamlingen. Det er som om, novellernes enlige skikkelser søger trøst og selskab hos dem. Identificerer sig med dem, udøver deres almagt over dem. Som Henrik i novellen ‘Gensidig aflivning’, der skal skyde sin nabos kræftsyge hund. Eller buddhisten, der tager sin sorte labrador, Sancho, med sig i selvmordsilden. Nors kan det der med at skabe spænding mellem det hjemlige og det fremmede, mellem det stillestående og det handlingsmættede, mellem storby og provins. Således danner for eksempel Frederiksberg Have, Vadehavet og Manhattan rammen om de små skæbnefortællinger. Bedst er Nors, når hun lader sine personer tænke, tale og handle frit ud i tomheden uden indblanding eller fortolkning fra en geskæftig fortællerstemme. (...) Som læser føler man sig oftest som en flue på væggen, fodret med både underholdende og vemodige skæbneanekdoter, med dramatik og med en herlig mangel på samme. Omtalen er utarbeidet av Andreas Immanuel Graae fra litteraturnu.dk